Efter at have være savnet i 12 dage er den 56-årige Ragnar Haug tirsdag eftermiddag fundet død ved Vestvolden i Brønshøj.
Det oplyser Københavns Politi, der har været til stede ved Vindingevej ved Vestvolden i Brønshøj med teknikere og dykkere tirsdag eftermiddag, til TV 2 Lorry.
De pårørende er underrettet.
Sagen efterforskes ikke som mistænkelig, oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry. Teknikere, der har foretaget ligsyn, har foreløbigt ikke set tegn på, at der skulle være sket en forbrydelse.
Ragner Haug blev fundet af betjente som led i en ny eftersøgning med politihunde.
Ragnar Haug forlod familiens villa på Boserupvej i Brønshøj 2. juledag ud på aftenen.
Den 56-årige nordmand havde holdt jul i Sverige, men var taget tidligere hjem til København for at hjælpe en ven med at flytte, oplyste Københavns Politi mandag til TV 2 Lorry.
Efter at have hjulpet vennen, bliver Ragnar Haug kørt hjem, hvor vennen sætter ham af ved bopælen klokken lidt over 18. Siden er der ingen, der har set den 56-årige.
Ragnar Haugs kone har kontakt med sin mand lidt efter klokken 19. Herefter ved politiet intet om, hvor Ragnar skulle være.
Har søgt intensivt
Tidligere har politiet arbejdet efter en teori om, at Ragner Haug skulle have forladt sin bopæl på Boserupvej i Brønshøj mellem klokken 19.15 og 21.00. Han forlod hjemmet uden hverken mobiltelefon, pung eller andre personlige ejendele.
Siden har politiet søgt “intensivt” - og også gennemgået videoovervågning. I første omgang har politiet gennemsøgt videomateriale fra nærområdet og dernæst gradvist udvidet området mere og mere.
Politiet har i forbindelse med eftersøgningen undersøgt området omkring familiens bopæl med politihunde, ligesom et nærliggende vandområde er blevet undersøgt med dykkere uden held.
Politiet har også efterlyst vidner, der morgenen efter Ragnar Haugs forsvinden omkring klokken 07.30 skulle have bemærket en koksgrå firehjulstrækker foran familiens bopæl.