Der var fisk i den jolle, som mandag eftermiddag drev i land ved Spodsbjerg på det østlige Langeland.
Ulykkeligvis var der ikke noget spor af den 68-årige fisker, som mandag morgen var sejlet ud i jollen, og Fyns Politi formoder, at han er faldet over bord.
- Der er heller ingen net i jollen. Det tyder på, at han har fået røgtet sine garn og sat dem igen og så er faldet over bord i den forbindelse, eller måske har han fået et ildebefindende, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.
Helikoptere og skibe har dagen igennem eftersøgt den 68-årige mand uden held, og chancerne for at finde ham i live daler minut for minut.
- Efter planen bliver eftersøgningen indstillet ved 22-tiden på grund af mørke. Men det er op til Søværnets Operative Kommando (SOK), der suverænt leder eftersøgningen, siger Lars Thede.
- SOK har nogle retningslinjer for, hvor længe man vil fortsætte sådan en eftersøgning. Når man mener, at chancerne for at finde ham i live ikke er til stede længere, så indstiller man eftersøgningen, siger han.
Mandagens eftersøgning er i øvrigt blevet vanskeliggjort af vejret, som er blevet værre i løbet af dagen, fortæller vagtchefen.
/ritzau/