Søndag trak tasmansk politi det redningsmandskab ned fra bjerget Cradle Mountain, som i en uge forgæves har søgt efter den 21-årige dansker Kasper Sørensen.
Politiet frygter, at han er omkommet i bjergene.
- På dette tidspunkt i eftersøgningen må vi betegne Kasper Sørensen som en savnet person, fordi han endnu ikke er fundet. Men jeg må indrømme, at der er meget lille eller ingen chance overhovedet for at finde ham i live, siger lederen af eftersøgningen, politiinspektør Brian Edmonds, til Avisen.dk .
Politiet formoder, at Kasper Sørensen må være faldet, og at han nemt kan være blevet begravet i det voldsomme uvejr, som har plaget den seneste tid. Det er også uvejret, der sætter en stopper for eftersøgningen nu.
- Før sneen smelter, kan vi ikke gøre mere, siger han.
På grund af det voldsomme snefald kan der gå måneder, før sneen smelter, og indtil da kan politiet kun opfordre andre vandrere i området til at underrette myndighederne, hvis de opdager noget mistænkeligt på deres vej op ad bjerget.
Kasper Sørensens far og bror, som kom til Cradle Mountain i fredags, vender hjem til Danmark igen i aften.
Kasper Sørensen var på vej verden rundt med stop i Japan, Australien og New Zealand. Tasmanien var hans sidste stop. Han blev sidst set ved Cradle Moutain 5. juli, hvor han ville bestige bjerget alene.
Da en anden vandrer fandt hans rygsæk i området 10. juli, underrettede han naturparkens myndigheder. 15. juli blev den eftersøgning, som nu er afblæst, sat i gang.