Politiets og familiens bange anelser blev onsdag formiddag til virkelighed, da liget af den 69-årige Erling Niels Schmidt, blev fundet.
Det var en person, der var ude at gå tur med sin hund, der opdagede den 69-årige ligge i et åløb ved Hasselvej i Frederiksværks industrikvarter, skriver nordkysten.nu.
Manden er formentlig faldet ned i åløbet og har ikke kunnet kravle op fra åen, hvorefter han er gledet ned under is og vand og enten druknet eller frosset ihjel.
Politiet har ledt efter den 69-årige med både hunde og helikopter, siden hans datter meldte ham savnet tirsdag formiddag.
Den 69-årige havde ifølge datteren virket lidt konfus og talt om at besøge sin kones gravsted i dagene op til sin forsvinden.