Han har været forsvundet i halvanden uge. Men onsdag formiddag blev fotojournalisten Martin Foldgast set i Ølsted i Nordsjælland.
"Et vidne fik onsdag formiddag øje på ham i Ølsted og genkendte ham med meget stor sikkerhed. Det skete ved Netto i Ølsted, hvor Martin Foldgast tilsyneladende rodede i nogle affaldscontainere for at finde mad," siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi til bt.dk.
Men da borgeren forsøgte at komme i kontakt med Martin Foldgast, stak han af og løb fra stedet. Han har tilsyneladende ikke lyst til at blive fundet, vurderer politiets vagtchef.
Efterfølgende ledte flere politipatruljer efter den 34-årige familiefar i området, men uden resultat.
Martin Foldgasts venner og familie har også haft iværksat en stor privat eftersøgning, som man dog nu har neddroslet i håb om, at det måske kan få Martin Foldgast til selv at give sig til kende.