Øjnene var våde, og Gade måtte flere gange tage håndryggen i brug for at tørre tårer væk.
Det var en tydeligt følsom og rørt eks-forsvarsminister, der her klokken 13 sagde farvel til sine medarbejdere og pressen, der var mødt talrigt op til farvel- og goddagshowet i Forsvarsministeriet.
"Du er godt selskab, fuld af gode historier og pokkers afholden her i huset. Da vi mødtes tidligere på dagen, var der stående klapsalver i adskillige minutter. Mange fældede en tårer," fortalte departementchefen i ministeriet Lars Findsen, da han holdt tale for Gade.
Søren Gade, der har valgt at trække sig helt ud af dansk politik efter massive problemer blandt andet som følge af Jægerbog- og lækage-sagen, var åbenlyst rørt under talen.
Tårerne pressede sig på under det meste af den personlige tale, som Lars Findsen holdt for den nu afgåede forsvarsminister.
Foruden dræbte soldater og flere forsvarsforlig, nævnte Findsen også, hvor flot Gade klarede tabet af sin kone Helle for to år siden.
Herefter blev der sagt velkommen til den nye forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, der kunne indtage scenen på sin nye arbejdsplads. Men heller ikke hun kunne holde tårerne tilbage.
"Nu har jeg brugt hele dagen på at forberede mig på, at jeg ikke skulle tude, men jeg kan ikke lade være...," indledte hun og holdt hænderne op for ansigtet for at få øjnene til at blive tørrer igen.
Og så blev Søren Gade ellers rost i endnu en tale.