Forsvaret mangler soldater til de internationale missioner. Den kendsgerning får nu forsvarsminister Søren Gade (V) til at overveje alternative løsninger. Han mener blandt andet, at soldater, der har mistet en arm eller et ben, stadig skal kunne sendes i krig.
"Man kan måske ikke løse hele spektret af opgaver, hvis man mangler en arm eller et ben, men jeg hørte fra den amerikanske ambassade i Danmark, at USA har en kompagnichef ude, som mangler et ben," siger Søren Gade til Information forud for Forsvarskommissionens rapport, der kommer i dag.
Mikkel Vedby Rasmussen, der er chef for Dansk Institut for Militære Studier, ser positivt på forsvarsministerens ide.
"Det lyder meget rimeligt. Grunden til, at amerikanerne gør det, er, at de har samme problem som os, nemlig for mange krige og for få soldater," forklarer han.
Han påpeger dog, at man ikke skal skrue kravene ned for hvem som helst.
"Kendetegnende for de missioner, de danske soldater deltager i - også i Kosovo - er, at det ene øjeblik er fredeligt og det næste noget helt andet. Det skal soldaterne være i stand til at klare både fysisk og psykisk," siger Mikkel Vedby Rasmussen.