Landets bedste håndboldrække hos herrerne er i øjeblikket domineret af jyske klubber.
Det har Ajax København tænkt sig at lave om på, og i jagten på en tilbagevenden til højeste niveau har holdet tilknyttet den tidligere landsholdskæmpe Kasper Nielsen.
Den 41-årige forsvarsspecialist skal primært bruge sin viden i en arbejdsgruppe, der skal sikre, at Ajax kommer op på et niveau, så holdet kan begå sig i toppen af dansk håndbold.
- Men efter vores mange samtaler blev vi hurtigt klar over, at det trak i "Hulken" (Kasper Nielsen, red.) for også at være med, der hvor det foregår, nede på håndboldbanen, hvor han også har store kompetencer, skriver Ajax i en pressemeddelelse.
Kasper Nielsen kan debutere fredag aften, når Ajax klokken 19 i landets næstbedste række møder TMS Ringsted.
888 Ligaen, der er navnet på landets bedste herrerække, består i denne sæson af 13 jyske klubber og en enkelt fra Fyn.
/ritzau/