Forsvaret har mandag eftermiddag sendt en helikopter af sted for at hjælpe en redningsbåd i nød nær Hvide Sande.
Det oplyser pressevagt ved Forsvarskommandoen Aein Amripour.
Strømmen var gået på redningsbåden, hvorfor Forsvaret måtte sende en helikopter ud med en elektriker om bord, der har fået styr på problemet, oplyser pressevagten.
TV Midtvest skriver, at båden var på vej ud til et andet nødstedt skib, der var kommet i problemer, da redningsbådens strøm gik.
Det var kystredningsbåden "Emilie Robin", der var sejlet ud fra havnen i Hvide Sande for at hjælpe til ude på havet.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Hansen siger til Ritzau, at redningsbåden kom i problemer efter at være sejlet kun en halv sømil - knap en kilometer - ud fra havnen.
Til TV Midtvest oplyser han, at en anden redningsbåd blev tilkaldt fra Thyborøn for at sejle ud til det skib, der bad om hjælp i første omgang.
- Det (første nødstedte skib, red.) bliver nu trukket til Thyborøn, og så sejler redningsbåden fra Hvide Sande retur til sin havn, når den er blevet repareret, siger han til mediet.
/ritzau/