Var det kådhed, der søndag kostede en dansk soldat livet i Afghanistan?
Det påstår en anonym soldat i dagens udgave af Ekstra Bladet, men Hærens operative Kommando ønsker ikke at kommentere, hvordan den 21-årige soldat Morten Krogh Jensen mistede livet i Camp Bastion i Afghanistan søndag aften.
- Det vil være højst upassende og direkte kritisabelt at fortælle om vådeskudsulykken i Camp Bastion i Afghanistan, mens forsvarets auditører undersøger sagen. Også hensynet til de pårørende vejer tungt, siger presseofficer Hans Vedholm til Ritzau ifølge Berlingske.dk.
Han bekræfter dog, at HOK straks efter dødsfaldet kunne se en sandsynlighed for alvorlige menneskelige fejl.
- Derfor sætter vi en undersøgelse i gang, så alt kan blive klarlagt. Når vi har gjort det, så vil det være højst upassende og direkte kritisabelt, hvis jeg eller andre nu begynder at fortælle om, hvordan ulykken er foregået, siger Hans Vedholm.