Et fly fra Forsvaret bliver sendt af sted fra Danmark søndag aften til Sri Lankas hovedstad, Colombo, efter bombeangrebene, hvor danskere kan være blandt de omkomne.
Det oplyser centerchef fra Udenrigsministeriets Borgerservice Ib Petersen.
- I flyet vil der være folk fra Udenrigsministeriets Borgerservice, politiet og akutberedskabet med det formål at bistå danskere, der måtte have behov derude, siger Ib Petersen.
Han understreger, at forlydenderne om, at danskere kan være blandt de tilskadekomne og dræbte, endnu ikke er be- eller afkræftet.
Alligevel vil man ikke vente for længe med at sende hjælp til danskere i Sri Lanka.
- Vi gør det for at være sikre på, at vi kommer afsted, så hurtigt som muligt, siger Ib Petersen.
Desuden er den danske ambassadør i New Delhi i Indien blevet bedt om at tage til Colombo, så hurtigt han kan, oplyser Ib Petersen. Danmark har ikke en ambassade i Sri Lanka.
På et møde søndag klokken 14 mellem Udenrigsministeriet, andre relevante myndigheder og rejsebranchen kom det ifølge centerchefen frem, at mellem 1000 og 2000 danskere er i Sri Lanka lige nu.
- Det er et ret stort spænd, men det er det bedste bud, man har. Det arbejder man selvfølgelig på at finde ud af, siger Ib Petersen.
Forsvarets fly vil afgå omkring klokken 19 søndag. Det er uvist, hvornår flyet nøjagtigt vil lande i Colombo, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.
Det sydasiatiske land er søndag morgen og formiddag blevet ramt af otte eksplosioner, som har fundet sted på hoteller og i katolske kirker. Mindst 207 mennesker, heraf mindst 35 udlændinge, er dræbt. 450 er såret.
Eksplosionerne har ramt i hovedstaden, Colombo, samt i byerne Dehiwela og Negombo, der ligger nær hovedstaden.
Der er endnu ikke oplyst nationaliteter på dræbte og sårede
/ritzau/