Sexlegetøj kan efter sigende være eksplosivt, men ikke helt i den forstand, der fik politiet til at rykke ud til en Villavej i Kalundborg onsdag aften. Her var en mistænkelig pakke blevet set ligge på en postkasse, skriver bt.dk.
Vejen blev afspærret og forsvarets eksperter i ammunition og sprængstof blev tilkaldt for at tilintetgøre pakken, der var pakket ind i avispapir og tape.
- Vi er ikke trygge ved denne her genstand og har derfor bedt EOD om hjælp til at få den uskadeliggjort, udtalte politiets vagtchef onsdag aften til bt.dk.
Vejens beboere fik besked på at holde sig væk fra vinduerne, da pakken blev sprængt, og da pakkens indhold efterfølgende blev analyseret, viste den sig at indeholde erotisk legetøj.