Forsvaret melder nu Politiken til politiet.
Det sker efter, at Politiken i dag udgav hele den omstridte bog 'Jæger - i kamp med eliten' i en særsektion med avisen.
"Bogen går tæt på vores sikkerhed, og det er os derfor magtpåliggende at få gjort noget ved det. Derfor har vi besluttet at politianmelde Politiken," siger forsvarschef Tim Sloth Jørgensen til DR Nyheder.
Han understreger, at man fra Forsvarets side ikke ønsker at røre ved ytringsfriheden eller udøve nogen form for censur.
"Det eneste der ligger mig på sinde, er hensynet til dansk forsvar, hensynet til vores krigsindsats i Afghanistan og i allersidste ende hensynet til vores soldaters sikkerhed," siger Tim Sloth Jørgensen.
Forsvarschefen mener, at bogen indeholder passager, som udgør en risiko for dansk forsvar og danske soldater.
"Bogen kunne være udkommet, hvis den bare havde været redigeret på enkelte områder," siger han og lader det nu være op til politiet, hvad der skal ske med Politiken.