Danske bomber kostede efter alt at dømme ikke menneskeliv, da F-16-fly sammen med den amerikansk ledede koalition ved en fejl bombede syriske styrker i stedet for Islamisk Stat i september i år.
Det fastslår en undersøgelse af episoden.
Generalmajor Flemming Lentfer, chef for Operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando, oplyser, at Forsvaret på baggrund af rapportens konklusioner vurderer, at danske styrker ikke har dræbt syriske soldater.
- Undersøgelsen blotlægger meget detaljeret og præcist, hvad de danske styrker deltog i. Det gør sig også gældende for de andre nationer, der deltog i angrebet, siger Flemming Lentfer og fortsætter:
- For vores vedkommende kan jeg oplyse, at de danske kampfly ramte fire pansrede militære køretøjer ved brug af fem præcisionsbomber. Der er ikke noget, der tyder på, at de fire køretøjer var bemandet på det tidspunkt, de danske kampfly angreb dem.
Det var menneskelige fejl, der var skyld i, at blandt andet danske F-16-fly smed bomber over syriske regeringsstyrker 17. september.
Angrebet blev udført som en del af den internationale operation Inherent Resolve og ramte den syriske hær. Bomberne var ellers tiltænkt Islamisk Stat (IS).
Bomberegnen stoppede, da der fra russisk side kom meldinger om, at der var tale om syriske styrker på jorden og ikke islamister fra IS.
To danske eksperter har været med til at undersøge episoden. Konklusionen er, at der er sket en række fejl, men at intentionen "uden tvivl" har været at ramme IS og ikke præsident Bashar al-Assads styrker.
Rapporten peger på flere ting, der kan forbedres.
Blandt andet skal personerne, der sidder i operationsrummene, uddannes bedre. Og så skal der ses på, om man kan styrke samarbejdet med Rusland, så mere information kan flyde mellem parterne i konflikten.
Også i en dansk kontekst har undersøgelsen betydning, fortæller Flemming Lentfer.
- Vi har igangsat to ting som konsekvens af episoden.
- Det ene er, at vi vil have adgang til det fulde grundlag for operationen, når vores fly deltager. Det andet er, at der nu vil være eksperter til rådighed herhjemme i en vagtordning, når danske fly er på vingerne, siger han.
/ritzau/