Det kommer til at koste den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack jobbet, at han har skrevet en bog om sine oplevelser som elitesoldat på missioner i Afghanistan og Irak.
Det skriver Jyllands-Posten.
Den tidligere jægersoldat arbejder i dag som oversergent i Hjemmeværnet - men han kan se frem til at modtage en fyreseddel, da forsvaret vil tage hans sikkerhedsgodkendelse fra ham. Og uden sådan én kan man ikke arbejde i Hjemmeværnet.
Forsvaret hævder, at bogen skader rigets sikkerhed - men vil ikke oplyse, hvilke dele af bogen, de mener er skadelig.
Ifølge flere medier skyldes en del af problematikken dog en beskrivelse af en mission, hvor danske soldater er livvagter for en amerikansk agent, der opererer undercover.