Det ville have været en decideret forkert dom, hvis lederen af banden Loyal To Familia, Shuaib Khan, mandag var blevet idømt en ubetinget udvisningsdom ved Københavns Byret.
Det mener hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen.
- Jeg er meget tilfreds med, at retten er kommet frem til juridisk rigtige resultat, siger Michael Juul Eriksen, efter at bandelederen mandag slap for en ubetinget udvisningsdom.
Shuaib Khan blev fundet skyldig i at have fremsat trusler mod en politibetjent i forbindelse med en visitation på Nørrebro natten mellem 31. juli og 1. august.
Bandelederen blev idømt tre måneders fængsel og en betinget udvisning med en prøvetid på to år.
Anklagemyndigheden gik ellers efter at få ham udvist til Pakistan, eftersom Khan har pakistansk baggrund.
Men ifølge retten er Khans tilknytningsforhold til landet for beskedent, og det ville derfor være imod Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham.
- Det vigtigste i den her sag var spørgsmålet om udvisning, og jeg og min klient er meget lettede over, at retten nåede frem til det rigtige resultat, for han har jo ingen reel tilknytning til Pakistan, siger Michael Juul Eriksen.
Flere danske politikere har sommeren igennem været meget åbenmundede, i forhold til hvad de mente om bandelederen.
Blandt andet sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i et interview med Radio24Syv, at Khan "skulle have et kæmpe spark bagi tilbage til Pakistan".
Selv om ordene faldt, før der blev rejst tiltale mod 30-årige Khan, mener Michael Juul Eriksen, at det er at gå langt over stregen.
- Jeg synes ikke, at det er passende, at politikere bruger sagen til at profilere sig selv.
- Man skal overlade det til retssystemet og til nogle aktører, der ikke er afhængige af at være populære blandt befolkningen, som det er tilfældet med politikere, siger han.
/ritzau/