Narkomaner skal have livsfarlig metadon, hvis de selv forlanger det – selvom der findes mindre farlige alternativer. Sådan lyder det fra Københavns kommune.
Nyhedsavisen skrev lørdag, at næsten alle narkomaner i København får livsfarlig metadon, selvom Sundhedsstyrelsen i årevis har anbefalet og indskærpet at bruge et mindre giftigt lægemiddel ved navn buprenorphin. Styrelsen anbefaler det mindre farlige buprenorphin, fordi op mod 100 narkomaner hvert år dør af metadon-forgiftning.
Efter at Nyhedsavisen skrev om sagen lørdag, bragte en række andre medier i går kritik af metadon-forbruget. Men i Københavns kommune, hvor der bliver udskrevet mest metadon til narkomaner, ser socialforvaltningen intet problem i, at metadon udgør 93 procent af byens narkomaners forbrug af den type lægemidler.
Misbrugerne vælger selv
Kommunen forsvarer blandt andet det store forbrug af metadon med, at der i behandlingen »lægges afgørende vægt på brugernes ønsker.«
Det fremgår af et brev fra 6. maj i år, som Nyhedsavisen er i besiddelse af, hvorkommunens socialdirektør, Anette Laigaard, besvarer spørgsmål fra borgerrepræsentationsmedlem Manu Sareen (R).
Her forklarer socialborgmesteren, at narkomanerne blot skal sige nej til buprenorphin, så får de metadon:
»Hvis stofmisbrugerne ikke ønsker buprenorphin, eller hvis de ikke kan fastholdes i buprenorphin-behandling, tilbydes de metadon,« skriver socialborgmesteren i brevet.