Det var helt i orden, at to personer i slutningen af tyverne her til formiddag blev varetægtsfængslet i yderligere fire uger af Århus Ret under mistanke for at stå bag et kup i Brabrand i juledagene, hvor der blev stjålet 26,7 millioner kroner fra Danske Bank.
Det mener de to anholdtes forsvarer, Henrik Garlik.
- Jeg kan kun sige, at det er helt berettiget, at de er blevet fængslet i yderligere fire uger, så sagen kan blive efterforsket ordentligt. Det kan jeg sige med de oplysninger, som jeg ind til nu har set i sagen, siger advokat Henrik Garlik til Nyhedsavisen.
Han må ikke fortælle hvilke beviser, Århus Politi har fremskaffet i sagen om det store bankkup uden for Århus, hvor det store millionbeløb blev stjålet fra Danske Banks fordelingscentral.
Ti mennesker blev anholdt i sagen 14. marts - seks i Århus og fire århusianere, der befandt sig i Prag.
Fire af de anholdte i Århus er dog siden blevet løsladt.
- Jeg kender ikke de andres sager godt nok og kan derfor ikke udtale mig om, hvilke beviser der var mod dem, som de har løsladt, siger Henrik Gerlik.