Lundby Efterskole og dens forstander bærer ansvaret for den tragiske kæntringsulykke på Præstø Fjord i februar forrige år.
Det fastslår Retten i Nykøbing Falster fredag formiddag og straffer forstander Truels Achton Truelsen med betinget fængsel i 60 dage. Samtidig frakendes han retten til at forestå aktiviteter til søs med elever.
Institutionen Lundby Efterskole idømmes en bøde på 250.000 kroner.
Flere af de tidligere elever og deres pårørende har sagen igennem fulgt deres tidligere skolekammeraters hjerteskærende beretninger fra vidneskranken. Og til fredagens domsafsigelse er flere end 30 personer mødt op i retsbygningens største sal.
Lundby Efterskole har tidligere erkendt det juridiske ansvar for uagtsom legemsbeskadigelse på de syv elever, som pådrog sig alvorlige, varige mén i det iskolde vand.
Det var da de to lærere og 13 elever fra Lundby Efterskole forsøgte at vende efterskolens dragebåd, at den kæntrede, og besætningen faldt over bord og ned i det blot to grader varme vand.
Flere elever fik hjertestop i det kolde vand, mens andre kæmpede sig op på isflager, inden de blev reddet af helikoptere og redningsbåde.
Den omfattende redningsaktion blev sat i gang, efter at elev Line Blichfeldt Jensen på ubegribelig vis fik kæmpet sig i land som den første og slog alarm ved en autoforhandler godt to kilometer fra det sted, hvor hun svømmede i land.
I alt 10 af de 13 elever har vidnet i sagen. De resterende tre er fortsat så medtaget, at de ikke har kunnet af give forklaring.
/ritzau/