De mange skader hos Brøndby er med til at forklare, hvorfor holdet er inde i sin historisk værste stime med otte kampe uden sejr i Superligaen. Det er der bred enighed om.
Men skaderne forklarer ikke alt, og Brøndby-boss, Per Bjerregaard, bekræfter, at der skal kigges efter forstærkninger til truppen, når der igen kan hentes spillere til januar.
»Jeg synes fortsat, det vil være en god ide at hente forstærkninger til truppen i vinterpausen, men jeg vil ikke bidrage til spekulationer om hvem og hvor mange,« siger han.
Det vil den tidligere FC Nordsjællandtræner Johnny Petersen, der ofte gæster Brøndby Stadion, til gengæld gerne.
Han mener, at Brøndby skal forstærkes på fire konkrete positioner, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at udfordre FC København og markere sig internationalt ? når skadeshelvedet er overstået: en højreback, en centerforsvarer til at supplere Per Nielsen, en højre fløj og en angriber bør der stå på Bjerregaards dosmerseddel.
»Thomas Rytter (højreback, red.) er simpelthen ikke god nok og har set sine bedste dage. Og centerforsvaret skal forstærkes med en spiller, der er ligeså stærk som Per Nielsen, for Brøndby har aldrig lukket så mange mål ind som nu,« siger Johnny Pedersen.
Han har stor fidus til den 19-årige svenske back Mikael Lustig fra GIF Sundsvall, som også har fanget FC Københavns interesse. Og han mener, at Leon Andreasen, der er langt fra holdet i Werder Bremen, kunne være den rette partner til Per Nielsen.
Også i offensiven er der brug for flere strenge at spille på, mener den tidligere FCN-træner. Fordi Brøndby kun spiller med én decideret angriber, skal der virkelig være pondus i fløjene. Og det mangler der i højresiden.
»Mads Jørgensen er god, men det er umuligt, når han ryger ud og ind med skader hele tiden,« siger Johnny Pedersen uden dog at kunne se erstatningen klart for sig på den position.
Det kan han til gengæld i angrebet. Morten ?Duncan? Rasmussen er god nok, men den spiller, som skal supplere ham i forreste geled, skal have mere pondus end lille, vævre Martin Ericsson.
»?Duncan? ville blive endnu bedre, hvis holdet spillede med to angribere. Ericsson er fantastisk god, men han har ikke saft og kraft til at begå sig internationalt, som for eksempel Johan Elmander havde det,« siger Johnny Pedersen.