To kvinder forsøgte sig med et noget alternativt smuglerpåfund i Liverpool John Lennon Lufthavn. Smuglergodset var et familiemedlem. En 91 år gammel afdød mand, som kvinderne havde sat i en rullestol og givet solbriller på, skriver avisen Liverpool Echo.
Men da kvinderne forsøgte at tjekke den afdøde mand ind på et fly til Berlin, blev lufthavns-personalet mistænksom. Manden svarede ikke på deres spørgsmål.
De to kvinder forsøgte sig med at påstå, at manden bare sov, men den hoppede personalet altså ikke på.
"Lufthavnspersonalet ved check in var ikke glade for situationen," siger en kilde til Liverpool Echo.
Kvinderne, som angiveligt er i familie med den afdøde mand, blev anholdt og bliver lige nu afhørt i sagen. Det er kommet frem, at manden, der stammer fra Tyskland, var død dagen før. For at spare penge på officiel kistetransport valgte hans to slægtninge at forsøge at få ham sendt til Tyskland med fly.
Det var lykkedes dem at transportere manden med taxa fra deres hjem i Oldham til lufthavnen i Liverpool, men så gik den altså ikke længere.