En eller flere personer har muligvis forsøgt at antænde brand ved et vaccinationscenter i Silkeborg, oplyser politiet.
Natten til tirsdag blev der sat ild til en beholder med mundbind i en container. Derefter forsøgte den eller de ukendte gerningsmænd at skubbe containeren ind i et glasparti ved vaccinationscentret på Helsinkivej.
Der opstod ikke ild i bygningen, men politiet betragter alligevel sagen med stor alvor og søger vidner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi er fuld gang med et bredt efterforskningsarbejde, udtaler politiinspektør Martin Løye.
- Derfor ønsker vi også at komme i kontakt med vidner, der måske kan have set noget mistænkeligt i løbet af natten i området omkring vaccinationscentret, siger politiinspektøren.
Politiet fik meldingen om røg fra plastikcontaineren klokken 01.29 natten til tirsdag.
Tidligere på måneden blev der kastet brandbomber mod et testcenter i Ballerup.
Hændelsen fik Rigspolitiet til at rykke ud med en meddelelse om, at ordensmagten ville holde ekstra godt øje med såvel test- som vaccinationssteder.
- Rigspolitiet har nu bedt politikredsene om at skærpe sikkerheden i forhold til centrene, men vi kommer ikke til at kunne gå yderligere i detaljer med, hvordan vi tænker at gøre det, udtalte politiinspektør Uffe Stormly fra Rigspolitiet.
/ritzau/