Eurolandene kan bunke nationale gældsbeviser sammen i en fælles pulje og sælge dem på de internationale finansmarkeder.
Det er et ud af en stribe forslag, som EU-Kommissionen onsdag spiller ud med. Det sker i et reflektionspapir om forskellige veje til at styrke euroen.
Tanken er, at det kan skabe øget efterspørgsel efter de svagere eurolandes gældsbeviser. Det vil i givet fald være med til at stabilisere euroen.
Idéen kan ses som et skridt på vejen frem mod egentlige euroobligationer, som Tyskland ellers blankt har afvist flere gange.
Fælles euroobligationer vil føre til en gældsunion i stedet for en stabilitetsunion, har kritikken lydt fra forbundskansler Angela Merkel.
Eurolandene kan også oprette en ny stabiliseringsmekanisme, der skal afbøde kriser.
Her er idéen at oprette nye fonde til støtte for offentlige investeringer og øgede sociale udgifter i et kriseramt euroland.
EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis, siger, at euroen er en af det europæiske samarbejdes største bedrifter.
- Det er meget mere end bare en valuta, siger Dombrovskis.
- Det blev opfattet som et løfte om velstand. For at holde dette løfte for fremtidige generationer har vi brug for politisk mod til at arbejde på at styrke og fuldføre Europas Økonomiske og Monetære Union nu, siger han
Blandt de mange forslag nævner EU-Kommissionen også nogle af de idéer, som den nye franske præsident, Emmanuel Macron, er bannerfører for.
Det gælder tanken om at udpege en slags finansminister for eurozonen i en tilsvarende rolle som den, EU's udenrigschef, Federica Mogherini, har i udenrigspolitik.
Idéen om et euro-finansministerium, muligvis med eget budget for euroområdet, kan overvejes på et senere tidspunkt, hedder det i reflektionspapiret.
19 eurolande med 340 millioner indbyggere deler i dag euroen som fælles valuta.
Ifølge EU-traktaten forventes alle EU-lande på et tidspunkt at gå med i euroen.
Det gælder dog ikke Danmark, der har forbehold for den fælles mønt.
- Alle EU-lande - undtaget Danmark - forventes på et tidspunkt at gå med i euroen, selv om der ikke er opstillet nogen deadline, siger Dombrovskis.
/ritzau/