Overvågningsbilleder fra en 7-Eleven i Århus viser en forslået og fuld Leif Christensen, inden han forsvandt forrige fredag.
Det er Østjyllands Politi, der nu offentliggør nye billeder af den 36-årige mand, der forsvandt efter en fest med organisationen Sindslidendes Vilkår.
Billederne fra klokken 03.20 viser Leif Christensen med blod i venstre side af ansigtet, og det fik en medarbejder fra 7-Eleven til at følge Leif Christensen over til en taxa, som skulle have kørt ham til skadestuen.
Men skadestuen modtog aldrig Leif Christensen, og politiet vil derfor gerne i kontakt med den taxachauffør som en kvindelig medarbejder fra 7-Eleven fulgte Leif Christensen hen til.
Oplysningerne har fået politiet til at lede i området mellem skadestuen og Leif Christensens bopæl på Trøjborg.
Det er ikke udelukket, at han har været offer for en forbrydelse, siger politiet.
"Det er svært at sige, om han er blevet udsat for en forbrydelse, men han har meget blod i ansigtet på billederne. Vi ved ikke særlig meget endnu. Vores spor slutter der. Så nu arbejder vi på at finde frem til taxachaufføren," fortæller Jesper Olsen fra Østjyllands Politi ifølge bt.dk.
Politiet leder desuden nu den 36-årige mand med hunde i området mellem skadestuen og hans bopæl på Trøjbog ikke så langt derfra.
Leif Hørlev Christensen beskrives som 185 cm høj, slank af bygning og kort mellemblond hår. Han var iført sort jakke, mørke jeans og hvide kondisko med grønne striber.