Om halvanden uge får danskerne adgang til at se og rette forskudsopgørelsen for næste år, når der 18. november åbnes for adgangen.
Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse mandag.
Forskudsopgørelsen er Skattestyrelsens bud på, hvor meget man forventes at tjene næste år, og hvor meget der skal betales i skat.
Den ligger til grund for, hvor stort et fradrag - beløbet, man kan tjene skattefrit - man får hver måned.
- Det er rigtig vigtigt, at man forholder sig til de oplysninger, vi har om ens skattebetaling. Det er for at undgå at skulle betale restskat, siger underdirektør Jan Møller Mikkelsen.
Buddet dannes ud fra den seneste årsopgørelse. Der kan dog være sket meget i perioden, som styrelsen ikke kender til.
Det kan for eksempel være, at man har fået nyt job med en højere løn eller købt en bolig og har et lån, så man kan få et rentefradrag.
Det kan også være, hvis man har arbejdet mere hjemmefra. Det kan have betydning for ens kørselsfradrag.
- Netop det at arbejde hjemmefra er der sikkert mange, der har oplevet væsentligt anderledes end tidligere år, siger Jan Møller Mikkelsen.
Han peger på, at danskerne generelt er gode til at interessere sig for deres økonomi. Man kan dog altid blive bedre.
- Her er det vigtigt, når vi åbner for forskudsopgørelse, at man så kigger på de oplysninger, vi har om løn og fradrag for at sikre, at det er de rigtige, siger underdirektøren.
I marts hvert år får man at vide, om man det foregående år har betalt for meget, for lidt eller det rigtige beløb i skat.
De fleste plejer at få penge tilbage. I år fik 3,6 millioner borgere 19,5 milliarder kroner retur, der sidste år var betalt for meget i skat.
Forskudsopgørelsen udarbejdes for alle skattepligtige personer over 15 år. Godt 5,3 millioner borgere får i næste uge adgang til den.
Opgørelsen kan tilgås på www.skat.dk.
/ritzau/