Officielt åbner SKAT for forskudsopgørelserne for 2026 på tirsdag. Og hører du til den gruppe danskere, der tidligere lige har sneget sig over topskattegrænsen, skal du være særligt opmærksom på din opgørelse til næste år.
Der er nemlig store skattelettelser på vej til danskere med en årlig indkomst mellem 665.000 og 845.500 kroner. Ifølge Ekstra Bladet går gruppen går fra at betale den nuværende topskat på 15 procent til det halve – 7,5 procent – og det først, hvis de tjener mere end 696.956 kroner.
Forskudsopgørelsen er SKATs beregning af den enkelte borgers forventede indkomst for det kommende år og danner grundlag for, hvor meget skat der bliver trukket hver måned.
– Men lad os sige, at du har skiftet job eller ændret på dine lån i løbet af året – eller at du allerede nu ved, at du skal på pension eller barsel næste år. Det kan påvirke den skat, du skal betale, har underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge, tidligere forklaret.
Som borger skal man selv huske at oplyse eventuelle ændringer i sin økonomi, hvis man vil undgå en ubehagelig overraskelse, når årsopgørelsen – den endelige beregning af, hvad man skal betale i skat – lander i marts.