Et hold af forskere i Israel har formået at skabe et syntetisk embryo - helt uden at bruge æg eller sædceller.
Et embryo er en betegnelse for et foster i de første otte uger af dets udvikling.
Det fremstillede embryo afspejler dag 14 i fosterudviklingen. På dette stadie har det udviklet en indre struktur, men er endnu ikke på vej til at få kropsorganer.
Forskerne på det israelske Weizmann Institute of Science har i stedet for sædceller, æg og livmoder arbejdet med stamceller i et laboratorie.
Det drejer sig blandt andet om stamceller fra menneskelige hudceller, som er blevet dyrket i laboratoriet.
Herefter har det været muligt at påvirke cellerne tilbage til et tidligere udviklingsstadie, hvorfra de har kunnet udvikles til andre typer af celler.
Forskerne understreger, at der er tale om en såkaldt model af et embryo - og at man stadig er lang vej fra at kunne fremstille et reelt menneskeligt embryo fra bunden.
Men det syntetiske alternativ i sig selv åbner nye muligheder, når det kommer til forskning, lyder det.
Eksempelvis vil det kunne bruges til at teste virkningen af forskellige slags medicin under graviditet og til bedre at forstå spontane aborter og genetiske sygdomme.
Måske vil det på sigt endda kunne bruges til at skabe væv og organer til transplantationer.
- De (det syntetiske og det menneskelige embryo red.) er ikke identiske. Der er forskelle. Men det er stadig første gang, at man - ligesom hvis du åbner et atlas eller en lærebog - kan se lighederne, siger forskningsleder på projektet Jacob Hanna.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP