Der findes i dag ingen sikker måde at slippe af med strålingsfarligt
plutonium, som er et restprodukt fra atomkraftværkerne, og som kan
bruges til at fremstille atombomber.
Men nu ser det ud til, at atomaffaldet kan kapsles ind i granit, så det kan begraves sikkert fire kilometer nede i jorden, skriver ingeniøren.dk.
Indtil nu er de 1.800 ton uønsket plutonium, der findes i verden, blevet opbevaret i midlertidige lagre, hvor de udgør et potentielt sikkerhedsproblem.
Et af sikkerhedsproblemerne er, at blot få kilo er nok til at lave en atombombe. Et andet er, at det skal opbevares ekstremt længe, inden strålingen er blevet uskadelig.
100 års køling på få måneder
Britiske forskere har nu imidlertid fundet ud af at blande plutoniumet med knust granit.
Blandingen bliver herefter delvis smeltet og fuldstændig rekrystalliseret under en langsom kølingsproces.
Eksperterne har indtil nu ment, at sådan en rekrystallisering kun kunne ske under en ekstremt langsom naturlig køling gennem hundreder eller tusinder af år, men forskerne har nu vist, at det kan gøres på få måneder.