Indvandrere skildres som sagesløse ofre for racisme og marginalisering, når danske forskere skriver rapporter eller bøger.
Det konkluderer lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet i bogen "Dansk Racisme? Indvandrerforskningens problemer" med sociologiprofessor Henning Bech.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Bogen analyserer bøger og rapporter fra 1990 til 2010. De skildrer indvandrere på arbejdsmarkedet, tørklæder, indvandrernes overkriminalitet, æresdrab, voldtægter, diskrimination på diskoteker og befolkningens holdning til indvandrere.
- Analysen viser, at den herskende fortælling blandt forskere er, at det danske samfund diskriminerer og er racistisk, siger Mehmet Ümit Necef.
- Det er den samme faste ramme, hvad enten forskerne analyserer Muhammed-tegningerne, arbejdsmarkedet eller tørklædedebatten.
Når indvandrerne skildres ensidigt som ofre for diskrimination, breder fejlopfattelsen sig til andre grupper, mener han.
- I sidste uge forklarede en professor problemerne i Vollsmose med, at det danske samfund marginaliserer de unge, siger Mehmet Ümit Necef.
- Forskernes tankegang siver ud til andre grupper og når også ud til nogle unge indvandrere, der føler sig som ofre og derfor ikke tager personligt ansvar for deres handlinger.
Indvandrerforsker, professor Garbi Schmidt fra Roskilde Universitet kan ikke genkende Mehmet Ümit Necefs konklusion.
- Det er en påstand, Mehmet Necef har fremført før. Som jeg ser det, er spektret i indvandrerforskningen meget bredt, og forskellige undersøgelser når frem til forskellige konklusioner, siger hun.
- Men selvfølgelig er det en pointe, at man ikke kun skal fremstille indvandrere som ofre, men også påpege ressourcerne," siger Garbi Schmidt.
/ritzau/