Hvis mor og far er bekymrede for konsekvenserne, når deres teenagesøn ryger sig skæv med vennerne, kan de nu strege et par af bekymringerne af listen.
Et nyt studie viser nemlig, at teenagedrenge med et kronisk brug af marihuana ikke ser ud til at have øget risiko for at udvikle psykiske eller fysiske problemer som depression, lungekræft eller astma senere i livet, skriver Videnskab.dk.
Resultaterne af studiet er netop udgivet. I studiet har forskerne fulgt 408 mænd fra 14 års-alderen til de var midt i 30’erne.
Deltagerne blev inddelt i grupper alt efter i hvor høj grad de har røget marihuana, hvornår de begyndte, og om de er blevet ved med at ryge. Herefter blev deres sundhedstilstand undersøgt.
- Der var ingen forskelle i nogen af de psykiske eller fysiske sundhedsproblemer, som vi målte på uanset mængde af marihuana, eller hvor ofte det blev røget i ungdommen, siger hovedforfatteren Jordan Bechtold, som er psykologiforsker ved University of Pittsburg Medical Center.
Læs mere på Videnskab.dk: Afgående juraprofessor: Drop straffeloven og tillad hash
Forskerne havde forventet at finde en sammenhæng mellem brug af marihuana som teenager og udvikling af psykotiske symptomer, kræft og astma senere i livet.
De blev dog overraskede. Studiet viste heller ingen sammenhæng mellem marihuanaforbrug tidligt i livet og senere livslang depression, angst, allergi, højt blodtryk eller hovedpine.
Læs mere på Videnskab.dk: Er det farligt at ryge hash?
Jordan Bechtold gør dog opmærksom på, at studiet ikke kan stå alene:
- Vi ønskede at informere i debatten om lovliggørelse af marihuana, men det er et meget kompliceret emne, og et enkelt studie skal ikke ses isoleret, siger Jordan Bechtold ifølge Science Daily.
Andre artikler på Videnskab.dk:
Forskere giver dig sandheden om hash
Hash holder unge fast i psykisk sygdom
For flere spændende artikler om ny forskning tilmeld dig Videnskab.dk’s nyhedsbrev her.