Hver femte gang, en dansker kommer i behandling for at udøve vold i hjemmet, så er der tale om en kvinde. Det oplyser organisationen Dialog mod Vold, som arbejder for at stoppe vold i familien.
Og det er et overraskende højt tal, siger lektor og mandeforsker ved Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke.
- Når jeg hører de her tal, så lyder de meget store, siger han.
Ikke desto mindre finder han det ikke overraskende, at det er meget vanskeligt for mænd at bede om hjælp, hvis de bliver slået af deres kone eller kæreste.
- Det kan være en stor trussel mod identiteten at skulle fortælle nogen, at man har været udsat for vold af sin kvindelige partner, siger han og fortsætter:
- Det ligger virkelig og balancerer mellem en stærk tabuisering og noget, hvor nogen vil tænke: Det er sgu da en joke det her. Og det vil gøre, at nogle mænd tier med det.
Ifølge Kenneth Reinicke opstår der en lignende stigmatisering, når mænd og drenge udsættes for seksuelle overgreb. Det kan medføre, at en del voldsramte mænd aldrig beder om hjælp.
- Der er helt sikkert nogle mørketal her, for det er jo ikke sådan noget, hvor man kommer væltende ind på arbejdspladsen og siger: Prøv at høre her, Lise bankede mig altså i går, siger han.
Og selvom det måske er blevet lettere at være en sårbar mand i dagens Danmark, så kan det alligevel vise sig meget vanskeligt at få de voldsramte mænd frem i lyset, mener han.
- Det er for eksempel mindre maskulinitetstruende at gå i hundene, hvis man bliver forladt af sin kone.
- Men det handler om at få fokus på, at det er de samme mekanismer, som kvinder også lider under, for eksempel den uro og psykiske ubalance, som følger med vold i forholdet, siger han.
Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 10.000 mænd årligt udsættes for partnervold.
/ritzau/