655.000 døde på grund af krigen i Irak, lød overskrifterne kloden rundt for snart et halvt år siden, da det ansete britiske tidsskrift The Lancet offentliggjorde et studie om krigens omkostninger. Tallet var rystende, fordi det var en halv million højere end de officielle opgørelser. Siden da har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) talt udenom, hver gang han er blevet spurgt om dødstallet, og det burde han tænke grundigt over, mener manden bag studiet, Les Roberts, som i går var i København.
»Det vidner om, at vi ikke bekymrer os nok om situationen til at vide, om det er 60.000 eller 600.000 eller flere, der er blevet dræbt. Kan det virkelig være, at en halv million irakere er blevet dræbt, og at vi er ligeglade. Er vi så uinteresserede,« spørger Les Roberts.
Nyhedsavisen kontaktede i går statsministeren, men han havde ikke tid til at udtale sig.