Ikke siden 1946 er der smeltet så meget af isen i Grønland som i år. 97 procent af indlandsisen var i juli ramt af tøvejr, og samtidig er også Antarktis begyndt at smelte, ligesom stort set alle klodens gletsjere skrumper.
Førende klimaforskere mener ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, at afsmeltningen er så dramatisk, at vandstanden i verdenshavene kan stige helt op mod 1,6 meter inden år 2100. Enkelte frygter endnu mere.
Danmarks førende iskerneforsker professor Dorthe Dahl-Jensen fra Is og Klima ved Københavns Universitet mener, at klodens klima er på en faretruende kurs.
- Det er helt vildt, hvad vi har set i Grønland. Det tyder på en stigning i verdenshavene på mellem 0,9 og 1,6 meter i løbet af de næste 100 år, siger hun til Jyllands-Posten.
- Da vi for to år siden fremlagde vores bud på den mulige stigning i vandstanden, mente mange, at vi overdrev. Nu mener flere og flere, at det lyder rigtigt, tilføjer forskeren.
Én af dem er Eric Rignot, professor og glaciolog hos det amerikanske forskningscenter Nasa.
- Udviklingen de seneste 20 år viser, at vi har kurs mod en stigning i vandstanden på en meter eller mere. Det er muligt, at den udvikling ikke vil fortsætte, men det er altså den kurs, vi har lige nu, siger han.
Hvis verdenshavene løfter sig med en meter eller mere, vil det ramme millioner af mennesker i Bangladesh, Egypten, Holland og USA, som er tvunget til at flytte.
Storbyer som New York, Shanghai, Amsterdam og dele af København risikerer at stå under vand, skriver Jyllands-Posten.
Temperaturen i dele af Grønland har i sommer været fire grader over det normale, hvilket er tredje år i træk med hedebølge i landet.
/ritzau/