Mange medier kunne mandag berette om, hvordan Google-søgninger er en ikke ubetydelig miljøsynder. For eksempel skulle to søgninger på søgemaskinen forurene lige så meget som en elkedel.
Men nu viser historien - der oprindeligt kom fra London Times - sig at være en and. Forskningen bag bliver nemlig afvist af forskeren selv.
Alex Wissner-Gross har ganske rigtigt forsket i miljøpåvirkningen fra internettet. Men forskningen handler om hele internettet og nævner slet ikke Google på noget tidspunkt
"Det ser ud som om, at nogen på The Times har haft et horn i siden på Google. Vores arbejde har intet at gøre med Google. Vores fokus var udelukkende på det samlede internet, og vi fandt ud af, at det udleder cirka 20 milligram CO2 pr. sekund at være på nettet," siger Wissner-Gross til cnet.com.
Det forurener altså at være på nettet, men Google er absolut ikke værre end så mange andre - måske snarere tværtimod. Og sammenligningen med elkedlen er helt hen i skoven.
"Jeg aner ikke, hvor de har de statistiker fra. Alt der er online har en betydelig miljøomkostning. Det tror jeg, at alle er enige med os i - selv Google," siger forskeren.
Rent faktisk er Google ifølge cnews.com førende i kampen mod CO2-udslip, og Google er en del af en kampagne, der forsøger at halvere strømforbruget fra computere inden 2010.