Lederen af den katolske kirke i Tyskland undskyldte tirsdag til tusindvis af mennesker, som var ofre for seksuelle overgreb, da de som børn kom i kirken.
Det sker, efter at nye undersøgelser fastslår, at over 3700 personer i Tyskland er blevet seksuelt misbrugt i perioden 1946 til 2014.
- Alt for længe har vi i kirken set væk, fornægtet, dækket over og undladt at tro på dette, siger kardinal Reinhard Marx, som er leder af de tyske biskoppers konference.
Hans undskyldning kommer, efter at nyhedsmagasinet Der Spiegel har citeret fra en ny rapport, som viser, at 1670 præster og andre kirkeligt ansatte begik overgreb mod 3677 mindreårige - navnlig drenge.
Forskerne bag undersøgelsen siger, at antallet af sager kan være meget højere.
- For alt det, som vi har undladt at gøre, og al den smerte, som er blevet forvoldt, beder jeg om undskyld, siger Marx.
Han talte i byen Fulda i forbindelse med præsentationen af den nye forskningsrapport om det seksuelle misbrug i den katolske kirke i Tyskland igennem 70 år.
- Jeg skammer mig over den tillid, som blev misbrugt og ødelagt. Over forbrydelser, som blev begået af ansatte i kirken. Og jeg skammer mig over alle, der blot så den anden vej, og som ikke tog sig af ofrene, tilføjer han.
Kardinalen har antydet, at der vil blive foretaget strukturelle ændringer i kirken, hvilket kaldes "et vendepunkt for den katolske kirke i Tyskland - og ikke kun i Tyskland."
Tirsdagens rapport fastslår, at over halvdelen af ofrene var 13 år eller yngre. I hver sjette sag var der tale om voldtægt. Mindst 1670 præster var involveret. Over 969 af ofrene var alterdrenge.
Rapporten kritiserer i skarpe toner kirken for mangel på gennemsigtighed, og det fremhæves, at der er beviser for, at en del af bevismateriale er blevet ødelagt eller manipuleret.
Præster, som var mistænkt for seksuelt misbrug, blev typisk blot forflyttet uden videre tiltale.
/ritzau/Reuters