Timelønninger på 30 kroner er ingen urealistisk konsekvens af et forslag fra Venstre og Dansk Folkeparti om at begrænse den danske fagbevægelses ret til at blokere virksomheder.
Det siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.
- Det er da en reel mulighed, hvis den dansk fagbevægelse ikke har mulighed for at blokere for eksempelvis polske organisationer, der slår sig ned i Danmark med sortbørslønninger, siger Flemming Ibsen.
Ifølge Venstres og Dansk Folkepartis forslag skal det være forbudt for lønmodtagerorganisationer at lave konflikt mod virksomheder, blot de har tegnet overenskomst med en landsdækkende organisation.
Forslaget blev børstet af i forbindelse med konflikten mellem Restaurant Vejlegården og 3F, hvor sidstnævnte blokerer for Vejlegårdens skraldeindsamling og meget andet, fordi ejeren har tegnet overenskomst med Kristelig Fagforening.
- Hvis du kan underbyde danske overenskomster, uden at fagbevægelsen har mulighed for at slå tilbage, så bliver det alt andet lige også mere attraktivt for udenlandske organisationer at etablere sig i Danmark med lavere løn, siger Flemming Ibsen.
Socialdemokraterne lancerer onsdag en kampagne mod Venstres og Dansk Folkepartis forslag, hvor de direkte beskylder partierne for at ville dumpe danskernes lønninger.
Hos Venstre afviser man pure den påstand.
- Sæsonen for skræmmekampagner starter godt nok tidligt, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.
- Normalt er det noget, vi ser i en valgkamp, men regeringen er åbenbart så meget i knæ, at den nu begynder at sprede usandheder i håbet om lidt medvind, siger han.
/ritzau/