Der findes to slags CV’er: Det tidsmæssige CV, som er opdelt efter de vigtigste ting, der er sket i dit arbejdsliv og det evnebaserede CV, som er opdelt efter de evner du har, og som er særligt vigtige i forhold til det job, du søger.
Traditionelt CV
Det traditionelle CV fokuserer på, hvor og hvornår du har fået dine erfaringer. Her skriver du om dine erfaringer i den rækkefølge, du har fået dem. Du skal skrive det seneste, du har lavet, først.
Mange deler CV’et op i følgende afsnit:
• Tidligere job – f.eks. de tre sidste job du har haft
• Uddannelse og kurser du har været på
• Andre erfaringer og evner – f.eks. om du har kørekort, taler fremmedsprog, er dygtig til at bruge computer osv.
• Fritidsinteresser der siger noget positivt om dig som person.
Fordelen ved det traditionelle CV er, at det giver et godt overblik over, hvordan dit arbejdsliv er forløbet. Problemet kan være, hvis du har store huller, hvor du har gået ledig eller er blevet forsørget af andre.
Funktionsopdelt CV
Det funktionsopdelte CV beskriver, hvilke evner og ansvarsområder du har haft. Her fokuserer du på dine evner og erfaringer i den rækkefølge, der er vigtigst i forhold til din profil og det job, du søger. Du skal kun nævne de ting, der har betydning for det job, du søger.
Det funktionsopdelte CV giver et godt overblik over dine stærkeste sider i forhold til jobbet. Problemet kan være, at det kan være svært at få overblik over udviklingen i dit arbejdsliv, hvis du skriver for mange ting på.