Forskelle i Haas-aftaler giver Magnussen mindre køretid

Kevin Magnussen må vige pladsen i Haas-raceren seks gange, Grosjean blot en enkelt gang, til italiensk talent.
Kevin Magnussen må seks gange stå over en træning i Formel 1, da Haas overlader sædet til 23-årige Antonio Giovinazzi. Romain Grosjean (til venstre) slipper med en enkelt gang.
Kevin Magnussen må seks gange stå over en træning i Formel 1, da Haas overlader sædet til 23-årige Antonio Giovinazzi. Romain Grosjean (til venstre) slipper med en enkelt gang. Foto: Grand Prix Photo/Scanpix

Der er stor forskel på, hvor mange gange racerkøreren Kevin Magnussen og holdkammeraten hos Haas, Romain Grosjean, får lov til at sidde bag rattet under en række kommende træningerne i Formel 1.

Tidligere på ugen annoncerede Haas, at Ferraris reservekører Antonio Giovinazzi vil få køretid i forbindelse med træningen forud for syv grandprixer.

Seks gange må Magnussen vige pladsen i sin racer, mens Grosjean slipper med en enkelt gang.

Til Ekstra Bladet forklarer Haas' teamchef, Günther Steiner, hvorfor danskeren rammes hårdere end Grosjean.

- Fra begyndelsen af vores forhandlinger med Kevin gjorde vi ham det klart, at fem-seks førstetræninger potentielt kunne benyttes til at udvikle en ung kører, siger Günther Steiner til avisen.

- Grunden til, at Kevin skal sidde mere over end Romain, er blot en udvikling af vores aftaler, forklarer han.

24-årige Kevin Magnussen indgik forud for denne sæson en toårig aftale med Haas-teamet gældende for 2017 og 2018.

Den syv år ældre Grosjean var også en del af Haas-holdet i 2016, som var teamets debutsæson.

Den 23-årige italiener Antonio Giovinazzi gjorde det sidste år godt i GP2-klassen, hvilket banede vejen til et reservesæde hos Ferrari og nu en række træninger hos Haas.

I næste uge fortsætter Formel 1-sæsonen, når kørerne skal prøve kræfter med banen i Montreal i Canada.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.