Vi har fået flere indbrud i Danmark på grund af krisen i Baltikum. Det slog koncernchef i Trygvesta Stine Bosse fast i dag, da forsikringsgiganten fremlagde årsregnskab.
"Man kan næsten ikke engang klandre dem, for hvad fanden skal de gøre?," sagde Stine Bosse på pressemødet.
En mere tåbelig holdning skal man lede længe efter, lyder det fra de konservative og Dansk Folkeparti.
"Det er fuldstændig grotesk! Det er jeg fuldstændig uenig i. Det er ingen rimelige, fornuftige argumenter for at bryde ind i folks hjem," siger medlem af Retsudvalget for de konservative Mike Legarth til Nyhedsbureauet Newspaq.
Stine Bosse har efter sigende flere gange været i spil til en konservativ ministerpost, men har hver gang takket nej til tjansen. Retspolitisk er der dog også store afstande fra hendes udtalelser i dag til partiets holdninger.
"Det er en argumentation, jeg er 100 procent uenig i. Det er ikke noget som helst belæg for at sige sådan. Det kan godt være, at livet kan være svært i det ene land eller i den ene by, men kriminalitet er ikke måden at håndtere det her på," slår retsordfører fra de konservative Tom Behnke fast over for Newspaq.
Heller ikke hos Dansk Folkeparti er der nogen som helst forståelse for forsikringskvindens udtalelser.
"Det er da en fuldstændig tåbelig holdning at have til det!," lyder det prompte fra Dansk Folkepartis medlem af Retsudvalget René Christensen.
Og han fortsætter fluks nedsablingen af Stine Bosses argumentation.
"Vi har også mange rockere, så lad dem skyde? Nej, vi vil have lov og orden i Danmark. Østudvidelsen har ført til en uheldig udvikling. Vi skulle måske overveje noget mere grænsekontrol i stedet," slår han fast over for Newspaq.