Folketingets partier er enige om, at forsamlingsforbuddet bliver 100 personer per 8. juli og 200 personer 8. august for visse arrangementer, oplyser Justitsministeriet.
Fra i dag, mandag, er forsamlingsforbuddet allerede hævet fra 10 til 50 personer.
Men planen bliver kun til noget, hvis alt går godt, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).
- For vi skal huske, at det hele stadig afhænger af, at vi hver især følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Holder afstand, vasker hænder ofte, passer på hinanden og så videre.
- Og hvis vi ser, at epidemien blusser op igen, er en opstramning af forsamlingsforbuddet noget af det første, vi vil se på.
- Jeg ser frem til drøftelserne med partierne om eventuelle yderligere lempelser inden for afgrænsede områder, siger ministeren i en pressemeddelelse.
/ritzau/