Nu kan danskerne snart se de nye 3D-film. Med premieren på den amerikanske blockbuster 'Monsters vs. Aliens' starter en hel ny æra i Nordisk Films biografer. Det skriver Filmbuzz.dk.
Der har ellers været en del forsinkelse på at få teknikken indført i de danske biografer, primært fordi det er ret bekosteligt udstyr, men nu har Nordisk Film ofret pengene og har valgt at installere 3D-udstyr i fem af sine mange biografer.
"Vi har store forventninger til 3D, og jeg mener det er en nødvendig og tidssvarende investering i fremtidens biografdrift. Det er min overbevisning, at 3D spillefilm indenfor et årti vil udgøre op mod en tredjedel af filmmarkedet, og det er derfor vigtigt at være på forkant indenfor dette område," siger John Tønnes, adm. direktør for Nordisk Film.
De fem udvalgte biografer er Palads, BioCity Odense, Aalborg, Århus og Imperial.
Og fra på fredag kan den første film, 'Monsters vs. Aliens', i en længere række af animerede film lavet med specielle 3D-effekter nydes i biograferne.
Senere på året kommer flere 3D-film,. Det drejer sig blandt andet om 'Ice Age 3' og James Camerons 'Avatar'.