Danske ledige sendes på det samme jobsøgningskursus igen og igen og igen.
Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, som Søndagsavisen har fået indsigt i.
Den viser, at hver anden ledige oplever mindst to gange at blive kørt gennem præcis samme kursusforløb, hvor de skal lære at søge job og skrive et cv.
Og det bliver hurtig en dyr affære for statskassen. Ifølge tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen blev der i 2012 brugt 11,7 milliarder kroner på at få folk i job igen, vel at mærke ud over udgifterne til dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Larsen bekræfter rapporten blot, hvor grelt det står til med beskæftigelsesindsatsen i Danmark.
- Hele indholdet er gennemsyret af, at kommunerne og jobcentrene gør det af pligt. Det er aktivering for aktiverings skyld, og man glemmer at sætte sig ind i, hvad den enkelte har behov for, siger han til Søndagsavisen .
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) jubler heller ikke ligefrem over rapportens konklusioner.
- Rapporten fortæller desværre, at tiden i bund og grund bare skal gå på mange af de her tilbud. Det må være vores opgave at klæde de unge på til arbejdsmarkedet, ikke bare at stjæle deres tid, som vi i mange tilfælde åbenbart gør, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Søndagsavisen .
Hun forklarer dog overfor avisen, at hun ellers har afskaffet, at kommunerne netop skulle sende de unge på jobsøgningskursus igen og igen, men at det er svært som minister at holde kommunerne i ørerne.
Men den anklage afviser borgmester i Aarhus og formand for arbejds- og beskæftigelsesudvalget i Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S).
- Man har lavet lovgivning med hovedet under armen, lavet et regelkompleks, der omfatter mere end 22.000 sider og byder kommunerne en tsunami af regler og lovgivning. Der er en fuldstændig forfejlet indtryk af, at man kan styre beskæftigelsespolitikken ned i mindste detalje fra Slotsholmen. Det kan man ikke, siger han til Søndagsavisen.
Newspaq