Skjern Håndbold har ikke tabt en ligakamp i 2013, og med 28-25-sejren over Bjerringbro-Silkeborg tirsdag aften viste vestjyderne, at det er et hold, der kan spille med om medaljer, når slutspillet indledes sidst på måneden.
Træner Ole Nørgaard mener endda, at hans mandskab fortsat kan forbedre sig i forhold til den intense dyst mod BSV.
- Vi har et gear mere at give af i begge ender af banen, så vi har ikke toppet endnu.
- Kigger man isoleret set på kampen, så var det et drama og havde intensitet som en slutspilskamp, men rent spillemæssigt var vi ikke helt på toppen, siger Nørgaard til Skjerns hjemmeside.
- Vi kan spille i et højere tempo angrebsmæssigt og barbere nogle af vores fejl væk. Derudover var vores overtalsforsvar slet ikke godt nok, så særligt den del skal vi have forbedret, forklarer Ole Nørgaard.
Skjern Håndbold råder over et erfarent hold med VM-profilerne Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard, som suppleres fint af tidligere landsholdsstjerner som Claus Møller Jakobsen og Jesper Jensen.
Sidst holdet tabte en ligakamp, var 22. december, da det blev til nederlag til førende KIF Kolding København.
Med sejren over Bjerringbro-Silkeborg bejler Skjern til ligaens andenplads og er kun et point efter netop BSV før sidste grundspilskamp.
Her møder Skjern Nordsjælland Håndbold hjemme i Skjern Bank Arena, mens BSV får en langt sværere opgave mod KIF Kolding København.
/ritzau/