Den ambitiøse danske skiløber Christoffer Faarup, der til daglig bor i Norge, stiller høje krav til sin præstation ved det kommende vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang.
Danskeren stiller til start i de tre alpine fartdiscipliner styrtløb, Super-G og kombinationskonkurrencen, der består af styrtløb og slalom.
- Mit samlede mål er at køre i top-20 i minimum en af de tre konkurrencer.
- Det vil være fantastisk, hvis det lykkes, men jeg føler, at formen og min udvikling er til det, siger skiløberen i en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund, der mandag officielt har udtaget ham til legene.
Den 25-årige fartspecialist siger, at han ikke har nogen favoritdisciplin.
- Man kan sige, at jeg har tre konkurrencer til nå mit mål om en olympisk top-20, siger Faarup.
Han deltog også ved OL i Sotji for fire år siden. Men han mener, at der er sket meget, siden han stod på skibakkerne i Rusland.
- Min udviklingskurve har været stejlt stigende, og jeg har forbedret mig markant på stort set alle områder. For fire år siden var jeg vel omkring nummer 450 i verden. Nu er jeg i top 100, og min formkurve er fortsat opadgående, siger Christoffer Faarup.
Danskeren har tidligere sagt, at hans mål er at blive verdens bedste alpine skiløber. Der er dog stadig en smule vej for Faarup.
Vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang begynder den 9. februar og slutter den 25. februar.
Det danske hold består af to curlinghold, tre speedskatere, en langrendsløber og Christoffer Faarup som skiløber.
/ritzau/