Efter tre nationale titler i træk har Martin Toft Madsen (BHS - Almeborg Bornholm) ikke længere status af Danmarks bedste enkeltstartsrytter.
Ved DM i Esbjerg blev Toft Madsen besejret af Quick-Step-kometen Kasper Asgreen, der fejrede sin udtagelse til Tour de France med en overbevisende sejr på de 39,8 kilometers tidskørsel.
Asgreen var bookmakernes favorit efter sin andenplads på enkeltstarten i Schweiz Rundt i sidste uge, og den 24-årige koldingenser levede op til forventningerne.
I mål var Asgreen 24 sekunder hurtigere end Toft Madsen, der måtte nøjes med sølvet, mens Johan Price-Pejtersen, der tog bronze, var yderligere 21 sekunder efter.
Allerede ved første mellemtid efter 11 kilometer stod det klart, at Asgreen havde fart i cyklen.
Han var 20 sekunder hurtigere end Mads Pedersen og Asbjørn Kragh Andersen, der på det tidspunkt havde sat bedste tid.
Og Kasper Asgreen tordnede videre på de knap 40 kilometer omkring Esbjerg, hvor der var modvind på de sidste kilometer.
Det anfægtede nu ikke den nye danmarksmester, som kørte ruten med en gennemsnitshastighed på 51,86 kilometer i timen.
Specialisten Martin Toft Madsen, der blev dansk mester i 2016, 2017 og 2018, måtte for en gangs skyld se sig slået af en landsmand, men den 34-årige veteran formåede dog at holde flere talentfulde tempokørere bag sig.
Den dobbelte U23-verdensmester Mikkel Bjerg måtte således nøjes med en femteplads, mens et andet tempotalent, Mathias Norsgaard snuppede fjerdepladsen.
Også hos kvinderne kom der en ny danmarksmester, men det stod klart på forhånd, da den forsvarende mester Cecilie Uttrup Ludwig ikke stillede til start.
Guldet gik til Louise Norman Hansen, der var et sekund hurtigere end Pernille Mathiesen. Louise Holm Houbak blev nummer tre.
/ritzau/