Ritzau
Opdateret kl. 09:02
En bilist kom helt galt ud på den sønderjyske motorvej ved Rødekro og var årsag til, at den lørdag morgen var spærret i begge spor i nordgående retning.
Kvinden blev såkaldt spøgelsesbilist, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, og var årsag til et sammenstød. Ingen er kommet alvorligt til skade.
- Der er formentlig tale om en spøgelsesbilist, der er kørt sydpå i det nordgående spor. Vedkommende er kørt frontalt ind i en lastbil, og efterfølgende er en varevogn kørt op bag i lastbilen, siger Henrik Sønderskov, der er politiets vagtchef.
Politiet modtog alarmopkaldet klokken 5.26. Efter oprydningen blev motorvejen igen åbnet for trafik lidt efter klokken otte.
Kvinden, der er i 20'erne, blev bragt til sygehuset i Aabenraa, men hverken hun eller andre har fået alvorlige kvæstelser.
Hvilke sigtelser, der rejses mod kvinden, kan politiet lørdag formiddag ikke umiddelbart oplyse.
/ritzau/