En nat på politistationen var den foreløbige konsekvens for de fire autonome, der formodes at have smadret en bil i Viby J. i går. Bilen fik sin forrude og højre siderude i fordøren smadret i noget, der bliver beskrevet som en planlagt aktion.
I følge politiinspektør Morten Anker Jensen er sigtelserne om hærværk ikke alvorlige nok til at varetægtsfængsle de fire mistænkte:
- De er løsladt her til formiddag, fordi der ikke var belæg for at varetægtsfængsle dem. De er dog stadig sigtet for hærværk. Nu vil den videre efterforskning vise, om der er andet vi kan binde dem op på, fortæller politiinspektør ved Østjyllands politi Morten Anker Jensen. Han kan ikke udtale sig yderligere om sagen:
- Det er for tidligt at sige, om vi kan finde andet. Nu vil vi snakke med vidner og sammenholde det med deres forklaringer, og så må vi se.