Den hollandske racerkører Max Verstappen (Red Bull) kørte søndag Sebastian Vettel (Ferrari) af banen i forbindelse med en overhaling i weekendens Formel 1-grandprix i Shanghai.
Tirsdag får den 20-årige hollænder kritik af sin egen far, Johannes Verstappen, der selv har begået sig i Formel 1 fra 1994 til 2003.
Faren mener ikke, at der var plads til at lave en overhaling.
- Det var ikke muligt.
- Han tog den forkerte beslutning. I den slags situationer er han nødt til at tænke sig bedre om, siger Johannes Verstappen til den hollandske tv-station Ziggo.
Generelt er Max Verstappen kendt for at køre aggressivt og indimellem over grænsen.
- Det er ikke sådan, at jeg ønsker, at han ændrer stil. Han overhalede to biler i forbindelse med starten på løbet. Det gjorde han perfekt. Det er den slags, vi ønsker at se.
- Vi ønsker ikke at se sådan noget, siger faren om den hasarderede overhaling af Vettel i Shanghai.
- Det skal han have bedre styr på. Han er nødt til at tænke, fortsætter han.
Max Verstappen modtog en ti-sekunders-straf for at påkøre Sebastian Vettel og sende ham ud af banen.
Vettel, der indtager førstepladsen i VM-stillingen, fik problemer med sin Ferrari-racer efter påkørslen og blev nummer otte. Verstappen blev nummer fem i Shanghai.
/ritzau/