Projektet med at få et Formel 1-løb til København i 2020 er dødt.
Det skriver Jyllands-Posten.
I onsdags modtog ekspolitiker Helge Sander, Formel 1-projektets initiativtager, en mail, hvor der stod, at Formel 1 skal afholdes i Hanoi i Vietnam.
Helge Sander havde håbet, at grandprixet skulle holdes i både Hanoi og København. Men sådan bliver det ikke.
- Det var tanken, at København skulle have ligget parallelt med Vietnam, og derfor stak det også ekstra i hjertet, da de kunne holde pressemøde i Vietnam, siger Helge Sander til Jyllands-Posten.
Efter flere års arbejde vedtog politikerne i Københavns Kommune i september at sige nej til at lade et grandprix køre i hovedstadens gader i 2020.
Den første udmelding fra Helge Sander lød dengang, at han ville undersøge mulighederne til bunds. Men nu er det slut.
- Vi lukker helt ned nu. Der er et regnskab, der skal afsluttes, fordi projektet ikke bliver realiseret i 2020. Men jeg kan ikke leve med tanken om, at Formel 1 i Danmark er umulig, siger han til Jyllands-Posten.
Helge Sander fortæller til avisen, at han også har været i kontakt med politikerne i Malmø i Sverige om muligheden for et skandinavisk grandprix.
Men her fik han "ikke en direkte afvisning", men et venligt svar om, at man ikke troede på projektet, fortæller han.
Han fortæller videre, at der er "skuffelse" i Formel 1-organisationen, som mente, at løbet i København ville være blevet det flotteste i sæsonen.
Den gruppe af rigmænd, herunder tidligere bankdirektør Lars Seier Christensen, er ligeledes skuffede over resultatet, oplyser Helge Sander.
Han fortæller, at han fortsat får henvendelser fra velstående erhvervsmænd, der mener, at man skulle samle en kreds og gøre et nyt forsøg på at få Formel 1 til København.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.