Der blev skabt tvivl om hierarkiet på Formel 1-holdet Ferrari efter det seneste grandprix i Monaco.
Her kunne det se ud som om, at Kimi Räikkönen blev sat på plads i hakkeordenen, da finnen blev bedt om at gå i pit, da han lå foran holdkammeraten Sebastian Vettel.
Räikkönen afviser dog før denne weekends grandprix i Montreal, at Vettel er førstekører og skal prioriteres højest.
- Nej, vi har ikke sådan noget, siger Räikkönen på spørgsmålet, om kørerne har en speciel rangorden hos Ferrari.
Räikkönen begyndte grandprixet i Monaco i pole position og førte løbet, da han blev sendt i pit. Derefter kunne Vettel overhale sin holdkammerat og senere vinde løbet.
- Når det kommer til et punkt, hvor en af os har en chance, og den anden ikke har, så er det normalt, siger finnen om en mulig strategi, hvor den ene kører bliver bedt om at hjælpe den anden.
Räikkönen afviser dog, at det var det, som skete i Monaco.
Vettel fører i den samlede VM-stilling foran Mercedes-køreren Lewis Hamilton. Tyskeren afviser, at han er nummer et hos Ferrari.
- På dette tidspunkt af året giver det ingen mening, fordi der er så mange løb tilbage. Vi forsøger ikke at bruge energi på, hvad andre folk tænker, at vi gør.
- Vi gør vores bedste, og vi har en klar strategi, siger Vettel.
Räikkönen afviste at snakke om sin fremtid hos Ferrari, som kun har kontrakt med 2007-verdensmesteren frem til udgangen af denne sæson.
/ritzau/